Barry

En lejemorder opdager sine følelser.

Der findes virkelig mange små serier om livet i LA. Denne har et mere grotesk udgangspunkt end de sædvanlige sadcoms, men setup’et er det samme; livet er bittersødt i den lækre by. Her er det Barry, der keder sig med sit job som lejemorder, hvilket han finder ud af ved et tilfælde. Han forvilder sig ind på et tvivlsomt dramakursus drevet af en falleret excentriker. Her møder han tårer og glæde, ambitioner og talentløshed. Han møder kort sagt livet gennem disse amatørskuespillere og naturligvis er der også en love interest.

Nu er det ikke længere tiltrækkende at slå ihjel, selvom han er rigtig god til det. Men Barrys onkel og arbejdsgiver, hans tidligere militær-venner, den tjetjenske- og bolivianske mafia vil have hans evner, så det bliver livsfarligt at hoppe af. Og alt dette midt i en opsætning af Shakespeare.

Denne serie har en håndfuld gode karakterer; sjove, opfindsomme, hjertelige. Teatermiljøet er ramt meget præcist og får dig til at grine, hvis du selv er teateragtig. Det bliver aldrig rigtig farligt eller rigtig dybt. Der spilles godt og produktionen er fin. Du får ikke meget med hjem at tænke over, når du har set Barry, men det har man heller ikke altid brug for. Det er letbenet og effektivt og så er det hele overstået på 8 x 28 minutter.