Sex Education
Poleret serie med original kant - og om sex.
Et typisk amerikansk setup i en engelsk ramme er ikke nogen dårlig ide, når det udføres så cool som her. Der spilles og instrueres godt og præcist. Karaktererne er slebet godt til og er tydelige i forhold til hinanden. Produktionsdesignet er lige på kanten af det polerede, men er lagt omhyggeligt lige der, hvor det skal være rent æstetisk. Og så er der stjerner med.
En typisk dreng på college er seksuelt betaget af skolens lækre emo-pige. Hun har et løst forhold til en sportsfyr. En lille klike af stærkt snobbede og magtfulde elever, der også fungerer som eyecandy, lægger pres på stemningen. En bully viser overraskende sider. En sød pige scores, en anden opdager sin seksualitet, en tredje holdes hen. Seksualiteterne flyder og midt i det hele funkler Gillian Anderson og Mikael Persbrandt i deres universelle og selvfølgelige lækkerhed.
Drivkraften er sexsologens søn (han er jomfru), der begynder at rådgive sine venner om sex og selvforståelse. Det er originalt, sjovt og iderigt udført. Alle prøver at styre driften, ingen har succes med det og i sidste ende er det hele enormt underholdende.
Friis