Sommer
Ægte og rørende dansk serie - supergod i detaljen.
Hvis du ikke har set Sommer, da den kørte på DR eller senere, har du misset det bedste danske stuedrama siden Matador. Det er store ord, for det er en rolig serie, der handler om og viser følelser uden ironiske, komiske eller krimidramatiserede greb. Men det er meget fint afbalanceret. Hver og en karakter spilles fornemt af det gode cast, der på tværs af generationerne alle sammen topper her. Der gives tid i scenerne og i klipningen til at få nuancerne frem i ansigter og krop. For en teaternørd er det en fryd at se så subtilt arbejde.
Det handler om sygdom, familiedynamikker, svigt, mental flugt og om hvad der sker når store usikkerheder eksponeres. Det er godt skrevet, meget vedkommende og rørende. Jeg har set virkelig meget seriedrama siden Sommer kørte på DR, men jeg kan stadig helt klart huske scenen, hvor Michael Birkkjær og Camilla Bendix to karakterer i et kort ordløst øjeblik fanger hinandens frygt for at give slip, og så alligevel gør det. Et stort DRdrama øjeblik.